Tekst

Om mine malerier:

Flader der mødes.
Jeg arbejder med flader af maling der mødes. Fladerne kan gå over og under hinanden og dermed danne en art sammenvævninger.

Jeg komponerer farvefladerne forskelligt, leger med at lade den samme grundstruktur skabe helt forskellige udtryk. Det kan give en meget fortættet virkning hvor mange små flader mødes gentagne gange hen over lærredet, eller en helt åben komposition hvor kun 4 eller 5 flader er i spil. Jeg bygger enten malerierne op i lag af tyk spartlet maling så de fremstår meget stoflige eller i tynde laserende lag, som den underliggende farve skinner igennem

Farvemæssigt spænder billederne vidt. Jeg arbejder dels med helt monokrome billeder hvor kun forskellen på mat og blank, eller retningen på penselstrøgene, skiller fladerne ad. I andre billeder skruer jeg op for kontrasten i både farve og valør.

Mit projekt er en malerisk undersøgelse der via denne indkredsning af struktur, farve og stoflighed afsøger maleriets uendelige muligheder.